John ”Faxe” Jensen: Nervepirrende at være i omdans
- Det var helt vanvittigt at skulle stå der igen, siger fodboldlegenden, der er så glad for at få en uge mere i ”Vild med dans” sammen med dansepartneren Karina Frimodt.
- Det var så nervepirrende, og endnu en gang har dette program vist mig, hvor vanvittigt det hele kan gå. Det var mærkeligt at stå der igen, men vi var bare enige om at give den gas, sagde ”Faxe” til BILLED-BLADET efter fredagens show. Han var så glad for at gå videre, ligesom han er glad for at danse.
John "Faxe" Jensen har tabt 12 kilo
- Ja, det giver noget energi til én, og det er hårdt arbejde, men sjovt at være ved at lære noget, som man aldrig nogensinde ellers ville lære.
Aftenens dans, sambaen, ville jeg jo ikke have danset, hvis ikke det var for dette program. Det er lige det, jeg synes er spændende og motivationen for at komme videre til næste uge, så jeg kan lære noget nyt, fortalte John ”Faxe” Jensen.
Dommeren Britt Bendixen spottede i fredagens program, at cheftræneren havde tabt sig.
- Det er rigtigt. Nu har jeg i alt tabt mig 12 kilo. Så jeg føler allerede, at jeg har vundet noget, sagde ”Faxe” med et stort smil.