Joakim Ingversen: Pigeglad surfer-fyr
Joakim Ingversen bor på Østerbro, men elsker at tage til Lynæs, hvor forældrenes hus ligger lige ud til vandet og er et sandt paradis for surfere. Faderen ejer havnens købmandsbutik, der ligger i forlængelse af huset, og om sommeren driver han en kite-skole omme fra baghaven, hvor også Joakim underviser.
Joakim kommer ofte på besøg, for han er et familiemenneske og glad for sine søskende, der tæller søsteren og skrædderen, Josephine, 25, samt tvillingerne Jeppe og Johan på 17 år.
- Jeg er også et konkurrencemenneske, og jeg plejer et være flere længder bedre end mine brødre til at surfe, men nu er de ved at komme efter mig, siger Joakim, der har inviteret til kaffe i stuen i Lynæs.
Romantisk og pigeglad
Joakim er glad for sit værtsjob, en rolle han prøvede i "Nytårs Bingo Banko", hvor han var sammen med sidste års vært, Jacob Wilson. For tiden er Joakim single, men han betegner sig selv som "kæreste-agtig".
- Jeg har ikke nogen kæreste lige nu, men jeg er typen, der godt kan lide at være i et forhold, og det har jeg også været af længere varighed. Jeg er ret pigeglad og er en meget sød kæreste. I forbindelse med valentinsdag sidste år sendte jeg en stor buket roser med et cykelbud til en pige, som jeg var meget glad for. På en seddel havde jeg skrevet ordene: "Skal vi være rigtige kærester?" og så lavet et felt med "ja" og nej", hvor hun kunne krydse af. Og hun skrev også ja, smiler Joakim.
- Jeg vil også gerne have børn. Min mor, der er pædagog, fik mig som 20-årig, så den deadline har jeg overskredet, men jeg vil gerne blive far, inden jeg fylder 30 år, fortæller Joakim.
Så må vi bare håbe, at der er bingo inden da.