Jesper Sørensen: Vil nå så meget som muligt
Da danskerne for første gang mødte Jesper Sørensen i 2008 i dokumentaren “Drengen i den gamle krop”, var han blot 11 år.
Han stod på kanten af sine teenageår, som statistikken sagde, at han ikke ville overleve.
Men tidligere i år nåede Jesper en milepæl, da han fyldte 25 år, og TV 2 har endnu engang fulgt den nu unge mand i et helt år.
I dokumentaren siger han, at han skal passe på sig selv – men ikke så meget, at han ikke kan hygge sig.
Jesper Sørensen ansigt til ansigt med rå natur
Derfor takker han også ja til en tur til Færøerne med kammeraten Dan Jacobsen, der er væksthæmmet og med sine 98 centimeter er Danmarks mindste mand.
Jesper er den høje i venskabet.
De to er med på turen som officielle ambassadører for LykkeLiga, en håndboldsammenslutning for udviklingshæmmede børn, men der er også tid til at opleve landet – og Jesper elsker at stå ansigt til ansigt med den rå natur.
Som Dan siger i dokumentaren:
– Det er så meget større end os. Men vi er også så små i forvejen, så der skal ikke så meget til.
Makkerparret går rundt i naturen, og nu kan Jesper også krydse af, at han har prøvet kræfter med at give den som bjergged, som Dan siger.
De to har størrelsen tilfælles, og de er heldigvis enige om, at der ikke er andet at gøre end at grine af det.
Jesper Sørensen: Livet er kort
I det hele taget er Jesper stadig en afslappet type, der gerne springer ud i oplevelser. Nøjagtigt som vi kender ham.
Han holder særligt meget af at rejse.
– Det er sjovt og spændende at rejse, fordi man ikke helt ved, hvad det er, man skal nå frem til.
– Vi vil alle sammen gerne opleve så meget som muligt, inden vi kradser af. Det tror jeg, er vigtigt for os. For livet er kort!