Jenna Bagge overraskede kæresten Albert Rosin Harson: Hun er bare så lækker!
Albert Rosin Harson kunne næsten ikke holde fingrene fra sin kæreste, Jenna Bagge, da de faldt i armene på hinanden efter finalen i ”Vild med dans”.
Skuespilleren havde lige som den professionelle danser håbet på en sejr i Forum Horsens, og han var ellevild med Fredrik og Jennas festlige freestyle.
- Det var simpelthen så fedt! Det var uden tvivl aftenens højdepunkt, og Jenna er bare så lækker, udbrød Albert Rosin Harson med et stort smil, da BILLED-BLADET mødte parret efter showet.
Det forelskede par kyssede og krammede, og Jenna Bagge afslørede, at hendes glimtende og sexede guldoutfit faktisk var en overraskelse til kæresten.
- Jeg har ikke sagt, hvad jeg skulle have på, fordi jeg ville overraske Albert. Han måtte ikke vide, at jeg havde guldtøj på, lød det fra Jenna Bagge, som sendte Albert et kærligt blik.
Han lagde ikke skjul på, at han har savnet Jenna lidt de sidste par måneder.
- Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi får mere tid sammen. Men nu flytter vi jo lige om lidt, så det får vi travlt med, fortalte skuespilleren.
Selv om Jenna Bagge ikke vandt "Vild med dans", så har hun vundet kærligheden med Albert, som hun dansede med i TV 2-showet i 2020.