Jan Linnebjerg: Pyrus redder min økonomi
Det er tyve år siden, at Jan Linnebjerg blev berømt som nissen Pyrus i TV 2's "Alletiders jul”.
Dengang var han 34 år, nu er han 54, men berømmelsen som Pyrus hænger stadig ved.
Ja, faktisk har populariteten fået et nyk opad i år, hvor en hel ny generation af børn ser julekalenderen, og Jan Linnebjerg farer omkring i landet for at optræde som Pyrus i storcentre.
Rollen er svær at slippe
Rollen som Pyrus har da også reddet Jan Linnebjergs økonomi i år, siger han i et interview med BT.
Men skuespilleren fortæller også, at rollen har været svær at slippe ud af:
- Det kan godt være trættende, at man altid ser Pyrus og ikke Jan Linnebjerg, men så kommer man ud til 500 glade børn, der synger med, og så kan man da kun blive glad i skralden, siger han til BT
Skuespilleren holder jul med familien
Den TV-aktuelle skuespiller har i et interview med BILLED-BLADET tidligere på måneden fortalt, at han ser frem til en jul med familien snart.
- Julen betyder meget for mig. Og når jeg kommer hjem efter det sidste show den 23. december, lægger jeg Pyrus-kostumet væk, drikker et glas portvin og er sammen med Karen og Magnus. Så er det rigtig blevet jul!