Jakob Fauerby er ved at blive far: Vild med dans i fare
42-årige Jakob Fauerby kan blive far når som helst, og derfor skal han ikke danse med partneren Silas Holst til generalprøven på ”Vild med dans” fredag.
- Jakob Faurby er ikke med i dagens generalprøve, da han pt er på hospitalet med gravid veninde, lyder det fra TV 2’s presseafdeling, som fortsætter:
- Jakob er der i aften og skal nok stille op til en kort kommentar.
I øjeblikket er generalprøven på ”Vild med dans” i gang, og der er Silas Holst dukket op uden sin dansepartner.
Venter en pige
Jakob Fauerby og hans mand Anders venter barn med veninden Rebecca Sølvsteen, der i forvejen har en søn på to et halvt år.
- Det bliver en pige, og det kan ske når som helst. Der er kun 10 dage til termin, fortalte Jakob Fauerby til BILLED-BLADET for to uger siden.
Nu er skuespillerens gravide veninde gået flere dage over termin, og der er stor chance for, at han bliver far for første gang inden aftenens ”Vild med dans”.
Seerne må vente i spænding på at finde ud af, om Jakob Fauerby går på dansegulvet med Silas Holst i en slowfox, hvis han bliver far inden da.