Husker du Livvagterne på DR? Her er de i dag
Hver især har de tre skuespillere Søren Vejby, Cecilie Stenspil og André Babikian haft karrierer, der har bragt dem vidt omkring. En af dem søgte sågar helt væk fra skuespillerfaget i mange år.
Fælles for dem alle tre er, at de nu igen er tv-aktuelle på TV 2. Søren Vejby i "Korpset - gjort af det rette stof" på TV 2, Cecilie Stenspil i TV 2-successen "Badehotellet" og André Babikian i "Sommerdahl" på TV 2 Charlie.
Det laver de i dag
Klik dig igennem galleriet herover og se, hvad de tre skuespillere har lavet siden danskerne lærte dem at kende i rollerne som Rasmus, Jasmina og Jonas i DR-serien "Livvagterne".
Søren Vejby prøver grænserne af på tv
Søren Vejby fik sit landsomspændende gennembrud som Rasmus i DR-serien “Livvagterne”, der blev vist første gang i 2009, da Søren Vejby var 35 år. Selv om det blev en vigtig rolle for Søren Vejby, har han også udtrykt, at det ikke var et fripas til tonsvis af roller. Siden har han dog haft en karriere med et hav af teaterroller, samt mindre roller i film og tv. Blandt andet "Min fars krig".
I 2012 kunne han også kalde sig forfatter, da hans selvbiografiske fiktionsbog “Upcoming” udkom. Udover den og en række programmer på DR har Søren Vejby skildret det hash- og kokainmisbrug, han led under i sine 20’ere og godt 14 år frem. For tiden er han aktuel i TV 2-programmet “Korpset – gjort af det rette stof”, hvor han udfordres fysisk og psykisk i militære øvelser. Her fortæller han også om, hvordan vejen ud af misbruget har formet ham.
Udover at være skuespiller og forfatter er Søren Vejby, 46, også journalist og Yoga-instruktør. Privat har Søren Vejby teenagedatteren Vigga og sønnen Georg på 8 med hustruen Trine.
Cecilie Stenspils succes som Badehotellet-stjerne
Da Cecilie Stenspil som 29-årig fik rollen som Jasmina i “Livvagterne”, havde hun været uddannet som skuespiller i to år. Derfor var hun meget taknemlig for chancen. Det blev da også hendes helt store gennembrud. Efter successerien væltede hun sig i teaterroller, men hun har også gjort sig i både film og tv.
Det var dog i rollen som Helene i “Badehotellet”, at hun igen høstede lige så stor succes som med “Livvagterne". Cecilie Stenspil, 41, fik rollen som Helene Aurland – der senere i serien er blevet til efternavnet Weyse – i 2013. “Badehotellet”, der i 2021 kørte på sin ottende sæson, blev en landsdækkende succes og er blevet sammenlignet med “Matador”.
Om Cecilie Stenspil vender tilbage i rollen som Helene Weyse i sæson ni, er fortsat en hemmelighed.Privat danner Cecilie Stenspil par med skuespiller Troels Lyby. Sammen har de sønnen Samuel på 2 år og datteren Ellinor på syv måneder.
André Babikian lagde skuespillet på hylden
André Babikian var 35 år, da han fik rollen som Jonas i “Livvagterne”. Forinden havde han haft en række mindre roller i serier som “Forsvar” og julekalenderen “Jesus og Josefine”. Men da det i tiden efter “Livvagterne” tyndede ud i rollerne, besluttede André Babikian at lægge skuespillet på hylden. Der skete simpelthen ikke nok. Egentlig ville han gerne være psykolog, men på daværende tidspunkt mente han, at han var for gammel til at tage uddannelsen. Han endte i stedet som coach og er fortsat engageret i at coache ledere.
Den 46-årige blev for nogle år siden ejer af restauranten H15 i København, og det var her, han tilfældigt vendte tilbage til skuespillet. En caster spiste ofte frokost på restauranten og lokkede ham til at prøve rollen som Flemming Torp i “Sommerdahl” af. Efter en pause fra skuespillet på ti år har han hele to sæsoner bag sig i rollen som efterforskeren i TV 2 Charlie-serien, der kan ses hver søndag. André Babikian er far til datteren Stella, 14, der ligesom sin far har prøvet skuespillet af i DR Ultra-serien “Skyldig”, og sønnerne Lou, 10, og Noel på 5 år.