Højspændt afgørelse i Vild med dans program fire
Forløbet af det fjerde program i årets "Vild med dans" blev fuldt af overraskelser - lige til den allersidste afgørelse. For første gang i VMD-historien blev elementet "ønskedans" præsenteret - i aftenens show i form af to indslag med moderne dans, danset af hhv. Neel Rønholt og Michael Olesen og parret Silas Holst/Jakob Fauerby. Det var ikke de sædvanlige trin fra latin og standard - men smuk og avanceret koreografi med næsten akrobatiske elementer. Noget, der absolut faldt i de fire dommeres smag; begge par endte helt i toppen med dommernes point.
Fri af bunden
Anderledes kritisk så det ud for de tre par Birgit Aaby/Frederik Nonnemann, Umut Sakaraya/Jenna Bagge samt Michael Maze/Mie Martha Moltke. Alle tre par lå i bunden af feltet efter dommernes point.
Men intet kan forudsiges i "Vild med dans" - og seerne havde set andre ting end dommerne. Alle tre par i bunden af dommernes liste blev sendt videre til næste uges show - mens Oscar Bjerrehuus og Asta Björk måtte valse sig i en omdans med Thomas Evers og Christel Pixi. Selv om det var første omdans for unge Asta - og selvfølgelig for Oscar Bjerrehuus - lykkedes det for det flotte par at danse sig forbi veteranen Evers med Christel Pixi. Oscar så lykkelig ud over afgørelsen, som sikkert også glædede parrets mange fans - og nok ikke mindst en garanteret toplykkelig Suzanne Bjerrehuus, der har fulgt sit barnebarn nøje gennem hele forløbet.