Hjalmer scorer kæmpe tv-job – og det handler ikke om at synge
Hjalmer Larsen har i efterhånden mange år været kendt som musiker, og den 27-årige sanger står bag hits som ”Dig og Mig”, ”Kom Sommer” og ”Kongespil”.
For to år siden medvirkede han i ”Toppen af poppen”, og nu vender han snart tilbage til skærmen i endnu et TV 2-format – men denne gang handler det ikke om at synge.
Hjalmer kaster sig nemlig ud i noget helt nyt, når han skal være vært på ”EchoPrisen”, der i mange år har været kendt som ”Zulu Awards”.
Hjalmer Larsen skal være vært på showet sammen med skuespillerne Nina Rask og Fanny Bornedal.
- I en tid med mange valg, mange indtryk og holdninger, oplever vi stadig nogen og noget, der bryder igennem mængden, der rører os, flytter os og samler os. Det er med afsæt i alt det, der har haft betydning for den danske ungdom det seneste år, at TV 2 Echo hylder de største, vigtigste og mest betydningsfulde inden for musik, lyd, sociale medier, tv og fiktion ved 'EchoPrisen', udtaler TV 2-redaktør Peter Toldberg i en pressemeddelelse.
Ved EchoPrisen skal der uddeles otte forskellige priser, og så skal det nystiftede EchoLegatet på 100.000 kroner ligeledes uddeles for første gang. Det overrækkes til en person, som enten gør en ekstraordinær indsats for unge via et konkret projekt, eller som kæmper for en specifik sag, som kan ændre eller ændrer noget for andre.
Vinderne af de otte ’almindelige’ priser findes via en afstemning, hvor blandt andet årets hit, årets tv, årets musiker, årets lyd, årets fiktion og årets skuespiller skal kåres.
Til showet vil der være optrædener fra stjerner som Drew Sycamore, Blæst og Medina.
Her kan man læse mere om de nominerede og stemme på sin favorit.
”EchoPrisen” finder sted i K.B. Hallen torsdag 30. marts, og kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play søndag 2. april.