Her er årets storfavoritter i Vild med dans
Hun giver den én over nakken til daglig og gør det samme som deltager i Vild med dans 2016. Bokseren Sarah Mahfoud har leveret et flot knock-out til de andre deltagere, og er dermed storfavorit som vinder af årets Vild med dans.
Siden sæsonpremiere 9. september er bokseren og hendes dansepartner, Morten Kjeldgaard, nemlig rykket fra bund til top som favoritpar. Det viser to afstemninger lavet blandt BILLED-BLADETs læsere efter første og fjerde program.
Sarah Mahfoud storfavorit
Ved den først afstemning fik parret blot otte procent af stemmerne på spørgsmålet om ”Hvem er dit favoritpar?”, mens de i den seneste afstemning efter program fire fik hele 37 procent af stemmerne.
Det hårdslående par har dermed lagt sig på en klar førsteplads i kampen om det eftertragtede Vild med dans-trofæ.
Mille og Mads ligger nummer to
Ved den første afstemning lå skuespiller Mille Dinesen og Mads Vad i spidsen, men nu er billedet altså vendt, så det er Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard, der ligger i top hos de af BILLED-BLADETs-læsere, der har svaret på afstemningerne.
Mille Dinesen og Mads Vad kommer så ind på en andenplads og er altså kun rykket en enkelt plads ned – fra første til andenpladsen.
Men, som erfaringen viser, så kan alt ske i ”Vild med dans”, så det bliver spændende at følge, hvordan læserne stemmer efter program fem fredag 7. oktober, hvor alle tilbageværende ni par danser latin.