17. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Heino Hansen var nødt til at trække sig i Forræder: Derfor reagerede han så voldsomt

Heino Hansen
Heino Hansen
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Spændingen og dramaet stiger i "Forræder", og i fredagens afsnit var Heino Hansen undervejs nødt til at trække sig.

Ugens afsnit af ”Forræder” bød på endnu en spændende og dramatisk aften omkring det runde bord, hvor det i sidste ende var Sara Slott, der fik flest stemmer mod sig og dermed endte med at blive forvist, til trods for at hun var loyal.

Drama udspillede der sig også mellem Heino Hansen og Pernille Højmark. Det tog sin begyndelse allerede i sidste uge, hvor komikeren til hendes store overraskelse gik til angreb ved det runde bord. Heino Hansen havde ellers åbent sagt til Pernille Højmark, at det var ’alle mod alle’, men skuespilleren havde ikke forventet, at hendes medforræder ville føre kniven ved det runde bord.

Den følgende dag var stemningen fortsat anspændt mellem de to forrædere.

- Som jeg husker det, var det en af de morgener, hvor jeg gik til morgenmaden med sådan en tanke oppe i hovedet om, at det kunne blive min sidste dag på slottet. Jeg vidste, hun ville gå til angreb, så det var mere et spørgsmål om, hvordan det ville udforme sig, fortæller Heino Hansen, der fik ret i sine antagelser.

Pernille Højmark stemte på Heino Hansen ved det runde bord på dag seks, men også i timerne forinden var det tydeligt, at komikeren havde det svært, og som man kan se i programmet, blev han på et tidspunkt nødt til at trække sig.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-05-17/Foto---Lotta-Lemche_TV-2.jpg
Pernille Højmark
Foto: Lotta Lemche/TV 2

- Hvis man kun ser det ene klip, kunne man godt få den tanke, at jeg var lidt ømskindet, men det er selvfølgelig ikke bare på grund af et ’må jeg tale færdig’, at jeg gik. Der havde ikke været så god stemning den morgen, så jeg gik lige lidt ud. Det var ikke så rart at være der lige på det tidspunkt. Der var ikke fred og idyl på slottet, siger Heino og uddyber:

- Selvfølgelig er jeg en følsom mand. Jeg lever lidt efter devisen, at jeg ikke står op om morgenen for at gøre nogen folk kede af det. Så man skal være en idiot, hvis det ikke påvirker en. Selv om det er et spil, er det ikke det, vi mødes for derinde. Jeg tænkte, man godt kunne spille hårdt uden at gøre folk kede af det. Man kan også spille passivt og stadig være en idiot, forklarer han.

For Heino var den trykkede stemning svær at være i, for han gik også op i at lave underholdende fjernsyn.

- Når man har været 12 timer på et slot i Faaborg, hvor det ikke er muligt at sige en halv sætning, uden at uvenskabet ulmer, så tænker man, det bliver svært at bryde igennem som komiker, forklarer han.

Forræder sæson to 2024.
Bjarne Henriksen og Heino Hansen
Foto: Lotta Lemche/TV 2

Humøret blev dog bedre, da de tilbageværende spillere skulle på mission, for her kørte Heino Hansen i bil med Bjarne Henriksen, og de fik vendt situationen.

- Det var den bedste psykologtime, jeg har været til i mit liv. Og jeg har været til mange, griner Heino.

Komikeren lagde hele tiden nøje planer for, hvordan han ville spille spillet, og flere dage forinden havde han planlagt, at han ville have Pernille Højmark forvist ved det runde bord. At han gik efter hende allerede i afsnit fem, skyldtes, at Birgit Aaby nogle timer forinden i forbindelse med missionen havde givet Heino Hansen adgang til våbenkammeret, og med udsigt til et skjold var det mindre farligt at give udtryk for sin mistanke ved det runde bord.

Forræder sæson 2 2024. Fotos fra afsnit fem.
Heino Hansen og Birgit Aaby
Foto: Lotta Lemche/TV 2

Det gik dog slet ikke som planlagt, og Heino Hansen giver sig selv en del af skylden for den mislykkede taktik.

- Lige meget hvilke beregninger man har gjort sig, tror jeg, det er svært at regne ud, at det ville ramme hende så hårdt. Det er et spil med mennesker, og når man laver sin strategi, skal man have med i sine beregninger, hvilke mennesker det er. Det er en regnefejl fra min side. Selv om hun måske havde reageret 20 procent mildere, var det stadig til at afkode, at jeg havde skuffet hende. Det smukke ved spillet er, at man ikke kan gøre hvad som helst. Man skal have gættet rigtigt på reaktionsmønstret, så pilen peger også på mig selv, erkender Heino.

Ved det næste runde bord gik Pernille Højmark igen efter Heino Hansen, men selv havde han skiftet taktik. Hans stemme gik til Sara Slott, og det var planlagt allerede inden aftenens seance.

- 100 procent. Min tanke var, at jeg skulle være martyren fra dagen før, der havde ofret sig i krigen, og så ville mine medsoldater ikke slås med mig. Jeg kunne ikke bruge to dage i træk på det, og de andre ville syntes, det var mærkeligt, hvis jeg holdt fast i Pernille. Jeg vidste, hun ville bruge dagen på at få mig ud, men jeg brugte dagen på at geare ned og prøve at fjerne fokus fra den mærkelige kamp, der var opstået mellem to, der ikke kiggede på andre. Jeg gik efter at have andre i fokus, forklarer Heino Hansen om sine nye taktik.

Senere på aftenen ventede der endnu en tur i konklavet for ham og Pernille Højmark, og til trods for, at Pernille Højmark aftenen forinden følte sig forrådt, foreslog hun Heino, at de skulle arbejde sammen.

- Det var svært for mig, for hele min logik ville ikke slappe af i den alliance fra da af. Pernille er jo skøn, og hun elsker at være i fællesskaber og gøre noget sammen. Jeg tror ikke, det var så lusket sagt, men når man står der, hører man ikke hinandens tanker og sync. Man skulle lynhurtigt vurdere det, og jeg tror ikke, vi ville kunne stole 100 procent på hinanden. Heller ikke 40 procent, siger Heino.

I ”Forræder” i næste uge vil det vise sig, om Heino og Pernille har valgt at dræbe Emil K eller Emil T, og efter det runde bord står det klart, hvem der når hele vejen til finalen.

Læs mere om: