2. sep. 2016
Af Karina Didriksen

Godt nyt: Ny sæson af Norskov er måske på vej

Norskov.
Norskov.
Foto: Birger Storm
Et lavt seertal fik sidste år TV 2 til at lægge anden sæson af serien ”Norskov” på is, men nu har TV-stationen alligevel valgt at søge om støtte til en ny omgang.

Da TV 2-serien ”Norskov” havde løbet over skærmen i efteråret 2015, lød meldingen, at der ikke ville blive lavet flere sæsoner.

Et seertal på i gennemsnit 634.000 hver mandag aften var ifølge TV 2 for lavt til, at de ville fortsætte serien.

Nu er der imidlertid håb forude for fans af serien. TV 2 og SF Film har nemlig valgt at søge om støtte i Public Service Puljen til en ny omgang af ”Norskov”. Det skriver Jyllands-Posten.

Norskov vandt BILLED-BLADETs pris

- Vi har hele tiden syntes, at ”Norskov” var en fantastisk serie og er derfor både begejstrede og taknemmelige for den store indsats, som Gry og SF har gjort for at få serien tilbage på skærmen, siger TV 2's fiktionschef Katrine Vogelsang til Jyllands-Posten.

Udmeldingen om at droppe serien fik sidste år tusindvis af fans til at melde sig ind i Facebook-gruppen ”Bevar Norskov”.

TV-serien var da også så populær blandt BILLED-BLADETs læsere, at den vandt prisen Årets nye TV-program ved BILLED-BLADETs TV-GULD-fest 2016.

Hvis en sæson to af ”Norskov” bliver en realitet, vil det blive en kortere udgave på seks afsnit i stedet for 10.

Læs mere om: