
Gik helt galt for Thomas Korsgaard under Forræder-"interview": Efter 25 minutter gik sandheden op for ham

Vi er kun få afsnit inde i tredje sæson af ”Forræder”, men det er tydeligt, at spillet allerede påvirker mange af de medvirkende, som kæmper for at finde ud af, hvem der lyver, og hvem der taler sandt.
Særligt har Thomas Korsgaard følelserne helt uden på tøjet, og selv om han har ret i sin mistanke om, at Rasmus Bruun er forræder, er det tydeligt, at han er på overarbejde inde på slottet.

Flere gange i TV 2-programmet har Thomas Korsgaard givet udtryk for, at han ville tie stille og være mere observerende, med hver gang viser det sig, at forfatteren har svært ved at holde mund.
Måske var det også årsagen til, at han under optagelserne ingen problemer havde med at sidde og interviewe sig selv i en lille halv time.
- På et tidspunkt skulle jeg lave et sync-interview. Der havde været meget snak om, at jeg taler meget, og så blev jeg sat ind på den her stol. Dem, der interviewer en, er alle sammen gemt bag et forhæng, for man må ikke engang se dem, der interviewer, for de må ikke vise dig en reaktion, siger Thomas Korsgaard og fortsætter:

- Jeg satte mig ned og sagde hej, og det var ingen, der svarede. Så tænkte jeg, nu hvor jeg hele dagen var blevet drillet med, at jeg snakker alt for meget, at det kunne være, produktionen så det som en mulighed for at frigive nogle ressourcer, og at jeg bare skulle tale selv. Så jeg begyndte at snakke og fortælle om hele dagen, fortæller forfatteren.
- Efter 25 minutter bankede det på døren udefra. Så kom der en og sagde, at der var sket en fejl, og at tilrettelæggerne lige skulle ind, så jeg skulle lige følge med. Så jeg sad og interviewede mig selv i 25 minutter, lyder med et grin fra Thomas Korsgaard om episoden.
