Fredrik Trudslev og Jenna Bagge afslører: Skal spille dette ikoniske par i kvartfinalen
Fredrik Trudslev og Jenna Bagge kunne næsten ikke få armene ned efter program 7 af ”Vild med dans”, hvor de endte på førstepladsen.
Det skete efter flere programmer, hvor de både har ligget i bunden og i toppen af feltet.
Nu ser parret frem til kvartfinalen fredag den 10. november, hvor de skal danse rumba, og hvor der samtidig er filmtema.
De resterende fem par skal danse til musik fra en film, der betyder noget særligt for dem. Og Fredrik Trudslev og Jenna Bagge har valgt en Hollywood-film med et ikonisk dukkepar.
- Vi skal spille en ny, moderne udgave af Barbie og Ken, afslørede Jenna Bagge, mens hendes dansepartner indskød:
- Ja, og med et lille tvist af Fredrik og Jenna, som vi også prøver at gøre hver fredag.
Masser af rumbaglæde
23-årige Fredrik Trudslev glæder sig til, at han skal danse rumba i program 8.
- Jeg elsker rumba, så jeg håber, at jeg smitter med min rumbaglæde, for jeg synes, at den er så smuk, udbrød influenceren, mens Jenna indskød:
- Jeg føler ikke, at vi har fået lov til at vise den langsomme inderlighed, for da vi havde sådan en dans sidst, var det gysertema, og der så vi uhyggelige ud.
Denne gang er det altså filmtema, og seerne kan glæde sig til at se parrets udgave af Barbie og Ken på dansegulvet fredag aften på TV 2.