Fantastisk nyt fra TV 2: Der kommer en sæson mere af Forræder
Fredag efter fredag har seerne i spænding ventet på at finde ud af, hvem der er blev myrdet, og hvem der bliver sendt hjem i det nye TV 2-program ”Forræder”.
Underholdningsprogrammet med Lise Rønne som vært har været en kæmpe succes, og nu afslører TV 2 godt nyt til de mange fans – der kommer nemlig en sæson to.
- Der er blevet taget endnu bedre imod 'Forræder', end vi havde turdet håbe på, og derfor er jeg selvfølgelig glad for at kunne fortælle, at man allerede nu godt kan begynde at glæde sig til endnu en sæson, siger redaktør Thomas Richardt Strøbech til TV 2.
De første syv afsnit af ”Forræder" er foreløbig blevet set af 986.000 i gennemsnit på tværs af både TV 2 Play og flow-tv.
En af programmets helt store hovedpersoner, som mange undervejs har holdt med, er Tine Gøtzsche.
Forræderen blev dog stemt ud i syvende afsnit, og hun er derfor ikke blandt dem, der kan vinde finaleprogrammet, som sendes fredag aften.
Sarah Mahfoud og Johannes Nymark er de to tilbageværende forrædere, mens de fire loyale er Natascha Brock, Julia Sofia Astrup, Christian Grau og Bjørli Lehrmann.
Hvornår sæson to af "Forræder" får premiere, er endnu ikke blevet offentliggjort.