25. maj. 2023
Af Majken Munk

Et kig i det hemmelige maskinrum: Nyt program om PET får snart premiere

Frank Jensen
Frank Jensen, der var Operativ chef i PET fra 2007 og frem til 2012.
Foto: TV 2
Et nyt program dykker ned i arbejdet med en række danske terrorsager med udsagn fra danske topfolk i Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Et nyt program giver danskerne adgang til et sted, de normalt ikke har adgang til.

TV 2-programmet ”Efterretningstjenesten” dykker ned i en række af de største danske terrorsager i nyere tid.

Programmet bliver et kig tilbage på de største sager fra de seneste 15 år, der blandt andet omfatter angrebet mod Krudttønden, men også sagen om den etbenede bombemand, Lors Doukaev.

Sagerne bliver fortalt af nuværende og tidligere topfolk i Politiets Efterretningstjeneste ligesom også vidner, pårørende, de dømte og eksperter i terror.

Programmerne er bygget op om interviews og dramatiseringer med skuespillere, der skal være med til at give seerne et nyt indblik i PETs arbejde.

- De levende billeder, vi kan vise i forbindelse med terror, har ofte fokus på selve angrebene og terroristerne - for eksempel gennem livereportager eller nyhedsudsendelser. Men i vores serie giver skuespillerne os mulighed for at komme meget tættere på PET-agenternes arbejde og på de pårørende. Og det giver forhåbentlig et større indblik i menneskene bag de her historier, fortæller Nils Bomann, der er redaktør på dokumentarserien, i en pressemeddelelse fra TV 2.

- Det er naturligvis ikke alle de dramatiske scener, hvor vi kan vide med sikkerhed, at dialogen har udspillet sig præcis på den måde, som det sker i serien. Men vi har været meget omhyggelige med at tjekke, hvad der faktisk er foregået. Og det har været meget vigtigt for os, at handlingen i dramatiseringerne er fuldstændig tro overfor, hvad vores kilder har fortalt os, og hvad der fremgår af for eksempel retsdokumenter, uddyber Nils Bomann.

”Efterretningstjenesten” sendes i fem afsnit hver søndag klokken 20.00 på TV 2.

Det har premiere på søndag den 28. maj.

Læs mere om: