Esben Dalgaard i Dansegarderoben: Sådan minder jeg om Jørgen Ryg
Esben Dalgaard kan stå foran et kamera eller på en scene og føle sig tilpas.
Men faktisk er han en privat og introvert person.
På den måde kan han også se sig selv i den rolle, han er højaktuel i for tiden, nemlig rollen som Jørgen Ryg i “Dansegarderoben”.
– I bund og grund er jeg enormt privat. Hvis jeg er uforberedt, har jeg det ad helvede til. Jeg er ikke på samme måde genert som Jørgen Ryg. Men jeg kan se de samme ting, han kæmpede med – hvis jeg ikke er perfekt forberedt, føler jeg mig for tæt på mig selv, og så er det ubehageligt at performe. Så jeg er ikke sådan en, der bare stiller sig op og performer hele tiden. Det kan jeg ikke, og det tror jeg heller ikke, han kunne.
– Mange ville sige, at jeg måske er idiot, jeg er da ikke introvert, for jeg står og bralrer løs om alt muligt og sidder lige nu og taler om mig selv. Men står jeg i Føtex og handler mælk, er jeg enormt introvert og sårbar og bange for at blive taget på sengen, hvis jeg ikke er forberedt. På den måde minder vi om hinanden.
Esben kan godt selv se, han ikke ligner Jørgen Ryg.
Han er for “big boned”, som han selv siger.
Han har prøvet at ramme legenden på andre ting.
Esben Dalgaard: Det sværeste overhovedet
Jørgen Ryg var en formidabel jazzmusiker, og Esben fortæller, at han fandt ud af, at han engang blev kåret som verdens bedste jazztrompetist af et magasin i New York. Så der var lidt at leve op til i den scene i “Dansegarderoben”, hvor man ser Esben på trompet.
– Det var en af de sværeste scener overhovedet – at få det i mine fingre. En musiker viste mig, hvordan man skulle spille det her lille stykke trompet, så jeg kunne se præcist, hvordan fingrene bliver trykket. Det tog mig fem dage at få det til at fungere. Og man ser måske fem eller syv sekunder. Men jeg skulle kunne være til stede i figuren og ikke kun i fingrene. Jeg skulle være afslappet og spille en verdens bedste …
– Man skal anerkende og respektere de personer, så meget som vi kan. Og når han nu var så fantastisk til det, ville jeg gerne prøve at give mit med på den lillebitte ting, smiler Esben.