Endnu et kongeligt es i ærmet: Sådan slutter TV 2 den historiske tronskifte-dag af
Det er en historisk begivenhed, når søndagen den 14. januar oprinder.
Naturligvis er de store tv-kanaler i Danmark klar til at dække tronskiftet intenst, og nu har TV 2 afsløret, hvad de har af planer for dagen.
Foruden en direkte sending af begivenhederne i løbet af dagen, som markerer tronskiftet, har kanalen også et par esser i ærmet.
For den historiske dag bliver afsluttet med noget af en hyldest til Danmarks nye kongepar Frederik og Mary.
Klokken 19.55 sendes en ny dokumentar om kong Frederik, der passende har fået titlen ”Danmarks nye konge”.
Og lige efter dokumentaren står værterne Mikkel Kryger og Lise Rønne klar til at byde seerne velkommen i Tivoli.
Herfra sender de programmet ”Frederik & Mary – Danmarks nye kongepar”.
Her vil de se tilbage på de største øjeblikke fra tronskifte-dagen, men de vil også kommentere på dokumentaren om Frederik, der er blevet sendt lige før.
Værterne får også gæster i løbet af den to timer lange liveudsendelse, som blandt andet tæller musikalske indslag.
Den historiske dag sluttes af med en sending af ”Store øjeblikke fra en historisk dag”, skriver TV 2.