Efter Lise Nørgaards død: Det siger Cecilie Frøkjær
Cecilie Frøkjær havde et tæt venskab med Lise Nørgaard, og i januar 2014 begyndte det professionelle samarbejde i forbindelse med bogen “Fruen kommer i dag”.
– Lise Nørgaard var en stor stjerne og er det stadig. Og det er godt at huske på, at selv om hun er død, så er hun her med alt det, hun har efterladt, fortæller Cecilie Frøkjær til BILLED-BLADET.
– Jeg tror, at alle, der har mødt Lise, har været påvirket af hende. Hun har sagt kloge ting til folk, og på dén måde har hun delt ud af sig selv til os alle sammen, og derfor synes jeg, at hun stadig er med os. Og vi tager hende med os videre. Jeg tror, at jeg fremover masser af gange vil tænke: Hvad ville Lise sige eller gøre her? Eller også vil jeg bare sende hende en kærlig tanke, siger TV 2-værten.
– Lise havde en motor, der kunne køre længere på literen end de fleste andres. Da jeg for et stykke tid siden mødtes med hende for at læse højt for hende, spurgte jeg, hvad jeg skulle tage med, og hun svarede: “Find nogle bøger – bare noget morsomt”. Jeg kom med en stak bøger under armen, og da hun så mig, foreslog hun, at vi spiste frokost først. Da vi kom tilbage, sagde hun: “Nu skal vi læse”. Lise var så imponerende og så utrættelig, at hun både kunne klare en frokost og få læst højt, siger Cecilie Frøkjær.