Drømmer Claus Elming om at gøre comeback som Vild med dans-vært? Nu siger han sin ærlige mening
Claus Elming blev genforenet med sin gamle værtsmakker Sarah Grünewald, da han vendte tilbage til ”Vild med dans” som gæstedommer for en aften fredag den 20. oktober.
Han var vært på TV 2-showet i hele 12 år, men offentliggjorde, at han stoppede tilbage i 2018.
Da han var gæstedommer i ”Vild med dans” jokede han med, at han var klar på at overtage Sarah Grünewalds værtstjans til næste år, og at han jo bare kunne tage en kjole på!
Men mente Claus Elming virkelig, at han kunne være interesseret i at gøre comeback som vært på det populære danseprogram? BILLED-BLADET spurgte ham efter showet.
- Nej, jeg tænker slet ikke de tanker, for jeg tror, at TV 2 er et andet sted med den måde, de ser ”Vild med dans” på, konstaterede Claus Elming og tilføjede med et smil:
- Så med mindre, de tænker, at der skal en gammel hund med for at holde styr på Martin Johannes Larsen, så tror jeg ikke, at det bliver aktuelt!
TV 2 har allerede meldt ud, at ”Vild med dans” fortsætter til næste år, så vi må vente og se, hvem de vælger som værtspar på sæson 21.