Det ser du ikke på tv: Mette og Michael fra Først til verdens ende har kæmpet for et barn i fire år
Kærligheden er dyb og følelserne store.
Det mærkede man straks, da kæresteparret Mette og Michael Ramgil Stæhr tonede frem på skærmen for første gang i TV 2-programmet ”Først til verdens ende”.
Bag parrets store og smittende smil gemmer sig dog en stor sorg.
I fire år har 38-årige Mette og 53-årige Michael nemlig forsøgt at blive gravide i fertilitetsbehandling. Indtil videre uden held.
– Vi startede i fertilitetsbehandling halvandet år inde i vores forhold. Vi har prøvet at blive gravide on and off, og vi har nu ét forsøg tilbage i det offentlige, forklarer Michael til BILLED-BLADET om parrets kamp for et barn, som de har holdt for sig selv helt indtil deres medvirken i programmet.
– Vi har først for nylig fortalt det til vores familie. Det har været svært at tale om – især for mig. Det er virkelig sårbart, når man ønsker noget så inderligt, og derfor har det bare været lettest at holde det for os selv, forklarer Mette.
Michael har to voksne børn fra et tidligere forhold, Laura, 25, og Emil, 28, og for tyve år siden lod han sig sterilisere, da han var overbevist om, at bleskift og babygråd for ham var et overstået kapitel.
Lige indtil han forelskede sig i Mette til en sommerkoncert på Bornholm for fem år siden.
– Da jeg mødte Michael, der drømte jeg om at blive mor. Jeg troede ikke, at det ville blive kompliceret. Jeg skulle bare lige finde den rigtige. Da jeg møder Michael, og han fortæller, at han ikke vil have flere børn, og det i øvrigt heller ikke er fysisk muligt, der var jeg egentlig afklaret med, at det ikke skulle være os.
Parret besluttede alligevel at fortsætte med at hygge sig sammen, og efter blot et par måneder kom Michael på andre tanker.
Michael undersøgte, hvorvidt det ville være muligt for ham at gøre Mette gravid i fertilitetsbehandling, og da lægerne gav dem en god chance, besluttede parret sig for at forsøge at stifte familie.
Familieforøgelsen lader dog fortsat vente på sig, og parret besluttede derfor at tilmelde sig rejseeventyret på TV 2 og for en stund sætte fertilitetsbehandlingen på pause.
– Der er mange op- og nedture i et fertilitetsforløb, så vi havde virkelig brug for at rejse væk og sætte det hele fuldstændig på standby for en stund. Det kan nemt pille energien ud af et forhold, hvis ikke man sørger for at få en masse positive oplevelser sammen, fortæller Michael.
”Først til verdens ende” bliver sendt hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.