Det ser du ikke på tv: Mariam og Maliks færgeoverfart i Først til verdens ende gik grueligt galt
Vand, bananer og en bolle.
Det var den proviant, Malik omsorgsfuldt sørgede for at købe til sin mor i aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Først til verdens ende”.
I programmet hører man Mariam give udtryk for, at hun har brug for væske og mad i maven, hvis hun skal fortsætte rejsen, men man ser ikke, hvad der går forud for episoden.
Mor og søn var netop ankommet til den sydkoreanske havneby Bosan, hvorfra konkurrencemennesket Malik havde planlagt, at de straks skulle med en bus videre til byen Jeonju.
De var netop kommet i land fra en færgeoverfart, hvor alt dog gik grueligt galt, hvilket nær spændte ben for Maliks nøje, tilrettelagte rejseplan.
– Episoden, hvor Malik køber mad til mig, det var lige efter færgen. Man ser det ikke, men ombord på færgen fik jeg mavekramper og brækkede mig uafbrudt i tre og en halv time. Vi tog en hurtigfærge, som var voldsom, og da vi endelig kom i havn, der skulle vi videre med det samme, forklarer Mariam til BILLED-BLADET, hvortil Malik supplerer:
– Alle lå syge på den færge. Jeg stressede en del over, hvornår min mor fik det bedre, fordi vi jo havde aftalt, at vi skulle direkte videre, når vi var i havn. Derfor forsøgte jeg at kompensere lidt for, at jeg var i et andet tempo. For at min mor ikke skulle hade mig, så blev jeg nødt til at skaffe lidt mad til hende, fortæller Malik med et smil.
Mariam fik det heldigvis hurtigt bedre, efter færgen kom i havn, hvilket betød at mor og søn kunne holde sig til den plan, Malik havde lagt.
Det er ingen hemmelighed, at 43-årige Mariam kæmper for at holde trit med sin søn Malik.
Foruden at være et udpræget konkurrencemenneske, så besidder Malik en anden fysik, og det var bestemt ikke altid, at han - af sig selv - tænkte over, at hans mor ikke kunne følge med.
– Han er højere, og han har længere ben og en anden styrke end mig. Jeg havde allerede inden, vi tog afsted, bekymret mig om, hvorvidt jeg kunne stå distancen. Også omvendt – om han kunne stå distancen, når han var nødt til at komme lidt ned i gear. Vi snakkede på et tidspunkt om, at Malik slet ikke tænkte over, at når han luntede, så var jeg i fuld spurt. Han var aldrig på samme måde fysisk udfordret, som jeg var, forklarer Mariam.
Et synspunkt Malik bestemt genkender.
Du kan se ”Først til verdens ende” hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.