Det kan ændre alt: Tragisk besked hjemmefra tvinger muligvis Emilie og Nadine til at forlade Først til verdens ende
Aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Først til verdens ende” sluttede på en ganske trist note.
For rullende kameraer måtte en tydeligt berørt Nadine nemlig fortælle, at hun havde modtaget den tragiske besked, at hendes farmor var gået bort.
– Gennem produktionen får jeg et opkald hjemmefra, hvor jeg får at vide, at min farmor er død. Min farmor er min allerbedste ven. Ja, hun har været med mig i alt, og hun har lært mig mange ting om, hvad en stærk kvinde er. Hun er den stærkeste kvinde, jeg nogensinde har mødt. Jeg har rigtig meget lyst til at stoppe den her rejse, fortæller Nadine i programmet.
Nadine har efterfølgende fortalt til TV 2, at hendes 79-årige farmor var faldet, og alt imens en stue blev gjort klar til hende på hospitalet, afgik hun ved døden.
Dødsfald i familien medfører altid sorg, men den må føles lidt ekstra tung, når man befinder sig flere tusinde kilometer væk hjemmefra, og samtidig står overfor – på kort tid – at skulle træffe et svært valg.
Vælger Nadine at rejse hjem til familien, afslutter hun samtidig eventyret både for sig selv og veninden Emilie.
Det afsløres ikke i aftenens afsnit, hvorvidt Emilie og Nadine trækker sig fra programmet, og seerne må derfor væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
”Først til verdens ende” bliver sendt hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.