Det er aldrig sket før: TV 2 afslører store planer for premieren af Badehotellet
I næsten to år har fans af ”Badehotellet” måttet vente i spænding på nye afsnit, og nu er ventetiden omsider snart overstået.
Søndag den 3. marts er der tv-premiere på den helt nye sæson, der også bliver den sidste i rækken om Andersens Badehotel. I denne omgang kommer der til gengæld hele ni nye afsnit.
Der er altid enorm spænding om, hvad der kommer til at ske i sæsonen – ikke mindst nu, hvor det hele snart er slut. Men skuespillerne og holdet bag TV 2-hittet holder kortene tæt ind til kroppen.
Der er der nogle, som før alle andre, vil komme til at se, hvordan 10. sæson begynder.
Som altid holder TV 2 et pressemøde kort tid før sæsonpremieren, men som noget nyt i år afholdes der også en gallapremiere. Det er aldrig set tidligere i forbindelse med en sæsonpremiere på ”Badehotellet”.
Til den storslåede og stjernespækkede gallapremiere vil man få de to første afsnit i sæson 10 at se. Gallapremieren afholdes i Imperial-biografen i København. Det er den største biograf i Skandinaven med hele 967 sæder.
Til BILLED-BLADET oplyser TV 2 dog, at det ikke vil være muligt at købe billetter til den store gallapremiere, men det er muligt, at der vil blive inviteret nogle fans med.
Derudover vil skuespillere fra alle 10 sæsoner være til stede på den store aften.
Gallapremieren finder sted mandag den 26. februar, og den røde løber begynder klokken 17.30.
BILLED-BLADET dækker naturligvis gallapremieren massivt. For eksempel sender vi live fra den røde løber.