De sjældne danskere: Derfor har Piet taget en pause
Torsdag aften var der premiere på en ny sæson af ”De sjældne danskere” på TV 2.
Her var der gensyn med nogle af de modige og seje børn fra de tidligere sæsoner, og så kunne man også møde Theo og hans familie for første gang.
En af dem, man til gengæld ikke kommer til at se så meget til i denne sæson, er 13-årige Piet Kyndesgaard, som mange seere husker fra de tidligere sæsoner. Han er nemlig kun med i mindre grad i denne sæson.
- Vi havde brug for en pause fra tv. Der har fulgt meget positiv opmærksomhed med programmerne, men Piet skal også bare være Piet. Samtidig synes vi, at hans og vores historie var fortalt, siger hans mor Julie Kyndesgaard til TV 2.
Piet var 10 år, da seerne mødte ham første gang. I dag er han 13, og han ved nu også, hvad han fejler. Piet er født med det ekstremt sjældne syndrom Saul Wilsons syndrom, som kun meget få på verdensplan har.
Til TV 2 fortæller Piet, at han har været glad for at være med i ”De sjældne danskere”, fordi der nu er flere, der kender hans sygdom og hilser på ham på gaden. Før i tiden kiggede de bare underligt på ham, forklarer han.
Man kan se ”De sjældne danskere” hver torsdag”, og her vil Piet primært være med i kortere glimt.
TV 2 oplyser dog, at han vil være mere med i det sidste og sjette program, som udelukkende handler om ham, Bastian og Andrea.