Danmark har talent-dommer venter sit første barn
Den 35-årige tidligere balletdanser Cecilie Bjerregaard Lassen, der er kendt som dommer i "Danmark har talent", venter sit første barn.
Torsdag offentliggjorde hun og ægtemanden, Turboweekend-forsanger Silas Bjerregaard Lassen, nyheden på det sociale medie Instagram.
- Ja, det er sandt, at vi venter os et september-barn, bekræfter hun over for BILLED-BLADET.
Cecilie Lassen så sin baby
Videoen på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe, viser en scanning, hvor det lille foster bevæger sig.
Cecilie Bjerregaard Lassen blev gift med sin Silas i efteråret 2016 ved et udendørs bryllup på Bornholm.
Parret mødte hinanden på en blind date tilbage i 2013, og derefter tog deres kærlighed hurtigt fart.
Topmodel og skuespiller
Ud over "Danmark har talent" er Cecilie Bjerregaard Lassen også kendt som vært for "Danmarks næste topmodel" og for sin rolle i filmen "De standhaftige".
Nu kan hun altså se frem til at bygge rede i ægteparrets villalejlighed, når deres førstefødte melder sin ankomst.
Ægteparret har længe udtrykt ønske om at blive forældre, og nu ser det altså ud til, at det endelig bliver til virkelighed.