Daniel og Karina: Betyder meget med Knæk Cancer-showet
Daniel Svensson har to gange været ramt af cancer, og hans dansepartner Karina Frimodt har også været gennem en cancersygdom.
Derfor var de begge utroligt glade for at gå videre efter program syv i ”Vild med dans” den 20. oktober.
Det betyder nemlig, at de skal ind på Det Kongelige Teater og danse på Gamle Scene, når ”Vild med dans” har Knæk Cancer –aften.
Betyder så meget
- Det betyder så meget. Primært fordi det er Knæk Cancer, men også fordi det er fantastisk at skulle danse på Det Kongelige Teater, lød der fra en glad og lettet Karina Frimodt efter fredagens show.
Parret strøg videre uden omdans selv om de med en samlet dommerkarakter på 17 lå sidst i feltet.
- Det er bare så dejligt, og jeg nød virkelig at danse den cha-cha-cha, fortalte Daniel – og tilføjede:
-Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle danse i ”Knæk Cancer”, men jeg ved også, det bliver emotionelt hårdt. Der kommer jo fokus på cancer, som jeg selv har kæmpet med, og der kommer nogle historier, som jeg ved, vil ramme mig og prikke til det. Men det er fint, og jeg er så glad og taknemmelig for, at vi er blevet stemt videre.