
Damian Czarnecki måtte støtte sig til Pusle, men hun var helt afklaret: Jeg rystede simpelthen så meget

Pusle Helmuth og Damian Czarnecki tog fusen på både bookmakerne og dommerne i program 2 af ”Vild med dans”.
Parret endte i bunden af feltet til premieren, men det fik de rettet op på, da de fredag aften indtog dansegulvet med en forrygende samba.
Her endte de på en flot, delt 3. plads – og det var der måske ikke så mange, der havde set komme.
Det gjorde 63-årige Pusle Helmuth heller ikke selv. Hun var nemlig sikker på, at hun ville ryge i farezonen.
- Vi er bare så lettede og glade, fordi jeg faktisk mentalt havde forberedt mig på, at jeg i hvert fald skulle i omdans. Og det er klart, for vi lå jo næstsidst, konstaterede Pusle, da BILLED-BLADET mødte parret efter showet, og tilføjede:
- Damian havde forbudt mig at gå ind og læse, hvad bookmakerne havde sagt, men det gjorde jeg alligevel, og der lå jeg i bunden. Men det tog jeg helt stille og roligt. Og så var der en, der ændrede det til, at alt kan ske, og det gjorde det!

Hendes partner, den professionelle danser Damian Czarnecki, havde derimod svært ved at styre nerverne.

- I dødsbananen var det Pusle, der skulle stå og holde mig oppe. Jeg rystede simpelthen så meget, erkendte danseren, mens Pusle indskød:
- Ja, Damian var virkelig nervøs, mens jeg var helt afklaret og rolig. Så da de sagde mit navn, blev jeg simpelthen så glad!

Da pointene fra forrige fredag blev lagt sammen med aftenens dommerpoint, landede Damian og Pusle på en samlet 7. plads.
