Christiane Schaumburg-Müller deler lykkelig nyhed
Christiane Schaumburg-Müller kan næsten ikke være i sig selv af lykke. Hun er nemlig blevet forlovet med sin kæreste, Daniel Åxman.
Den 40-årige ”Vild med dans”-vært har afsløret den glædelige nyhed i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.
- Our together is forever, skriver Christiane Schaumburg-Müller i opslaget efterfulgt af en ring og hashtagget ”forlovet” og fortsætter:
- Turen til den Dominikanske Republik i vinterferien blev til noget helt særligt.
Sammen med teksten har hun delt en række søde billeder med sin forlovede, og på et af dem viser hun ringen frem, mens hun står på en hvid sandstrand.
Friede på Valentinsdag
Christiane Schaumburg-Müller fortæller også om sin forlovelse i et interview på hjemmesiden Chri Chri.
- Han friede på Valentinsdag, da vi var i den Dominikanske Republik. Det var helt perfekt. Det skete, mens vi sad og drak morgenkaffe på terrassen med udsigt udover vandet, siger tv-værten og tilføjer:
- Vi vågnede, og Daniel gjorde klar og lavede kaffe til os. Jeg skulle lige ordne noget arbejde, så jeg sagde, at jeg ville komme ud en halv times tid efter. Da jeg kom ud, gik han ned på et knæ og begyndte at beskrive, hvor godt vi havde det sammen. Jeg forstod slet ikke, hvad han havde gang i, så jeg overtog totalt samtalen og fortsatte i samme stil, indtil jeg fandt ud af, hvad der foregik.
Christiane Schaumburg-Müller har en søn fra ægteskabet med L.O.C., mens forretningsmanden Daniel Åxman har to døtre fra et tidligere forhold.