Charmen redede Claes Bang gennem Vild med dans
Nerver og nervøsitet var ved at tage magten fra skuespiller Claes Kasper Bang, inden han skulle på gulvet med rutinerede Katrine Bonde.
Parret var blandt de seks, der skulle have dommer-karakterer for deres præstation. Dommerne var ikke imponerede over skuespillerens cha-cha-cha, som de kun honorerede med samlet seks point - det laveste, der blev givet på premiere-aftenen.
-Jeg elsker store, flotte mænd som Claes, men den cha-cha-cha var altså ikke god, sagde Britt Bendixen til BILLED-BLADET efter showet.
Men "man kan vel ikke gøre for, at man har charme", og seernes sms-stemmer redede alligevel charmetrolden Claes og partneren, Katrine, fra at ryge i omdans næste fredag.
Til gengæld sendte seerne DJ Le Gammeltoft og Frederik Nonnemann til omdans.
De fik også en rigtig skidt start. Le Gammeltoft havde det svært med dansen, og 23-årige Frederik Nonnemann, der er ny i showet, fik skæld ud af Britt Bendixen. Hun "dirrede af raseri" fordi, der gik for lang tid, før der kom et cha-cha-cha-trin.
Og her til morgen er Le Gammeltoft fløjet til Kenya for at lave velgørenhed med Fair Trade, så der bliver ikke tid til træning.
Britt Bendixen var i usædvanligt skrapt, men også vanligt festligt humør og fik i løbet af aftenen udråbt sig selv til både ordstyrer og dansepoliti.
Som danse-politibetjent var hun svært begejstret for bordtennisspilleren Mie Skov, der sammen med Mads Vad leverede en helt forrygende cha-cha-cha.
Til gengæld fik Mette Blomsterberg knejset så meget med nakken, at dommer Nikolaj Hübbe frygtede hendes hoved vil knække af.
Mattias Hundebøll og Mie Moltke, fik flotte 12 point for deres vals, og Mattias fik straks tilnavnet Clark Gable.
Fodboldspilleren Mads Laudrup fik også mange roser for sin vals med Claudia - og han dansede over i købet med en brækket tå på højre fod.
-Jeg er bare SÅ lettet og lykkelig, lød det fra supersympatiske Mads Laudrup efter showet.