Cecilie Frøkjær om mødet med Peter Palland på TV: Jeg blev meget rørt
Cecilie Frøkjær havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun fik besøg af en helt særlig gæst under TV 2’s 30-års fødselsdagsshow i Odense.
Det var Peter Palland, som danskerne i 1991 lærte at kende som den ene halvdel af TV-duoen Morten og Peter – to elskelige drenge med Downs syndrom.
I maj døde Morten pludseligt i en alder af 41 år, og 42-årige Peter var tydeligvis meget berørt over tabet af sin bedste ven, da han gæstede TV 2-showet.
Peter og Nick gjorde indtryk
Cecilie Frøkjær har tidligere interviewet både Morten og Peter, men denne gang var det TV-journalisten Nick Horup, som var ved Peters side.
– Der har været masser af rørende øjeblikke på "Go'morgen" og "Go'aften", men det var det bestemt også her til aften med Peter og Nick, fortalte TV-værten efter showet og fortsatte:
- De var begge to meget berørte, og det var jeg også. De menneskelige historier med folk, der har kæmpet en særlig kamp, gør stort indtryk på mig.
I BILLED-BLADET nr. 41, der udkommer torsdag, kan du læse en stor reportage fra TV 2's fødselsdagsfest i Odense.