Bookmakerne i vildrede inden Vild med dans-semifinale: Alt kan ske!
I aften indtager blot fire par "Vild med dans"-gulvet, når de skal kæmpe om en plads videre til næste uges store finale.
Tidligere har bookmakerne været klare i mælet, når de har givet deres bud på, hvem man kom til at sige farvel til, men forud for aftenens semifinale er de anderledes vævende i deres forudsigelse.
Det skriver Danske Spil.
– Det har været en hæsblæsende sæson, hvor vi gang på gang er blevet overrasket (...). Nu skal vi forudsige, hvem der ryger ud som det sidste par før finalen og ærligt talt: Det er lidt som at slå med en rund terning, lyder det fra oddssætter Mathias Reimer Larsen, der forsætter:
– SÅ tæt på den store finale er det endnu engang et stort mysterium for os, hvem der må ud. I sidste uge var vi ret sikre på, at Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen ville ryge ud (…), Özlem Cekic overlevede med nød og næppe. Det tror vi ikke, at hun gør denne gang.
Bookmakerne spår altså igen, at det bliver Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen, som seerne skal tage afsked med lige inden den store finale.
Hvorvidt bookmakerne denne gang får ret i deres antagelser, får vi svar på når ”Vild med dans”-semifinalen ruller over fjernsynsskærmen i aften klokken 20:00 på TV 2.
Du kan læse hele artiklen her.