Blev du også skuffet? Amanda og Uwe blev snydt for en sidste scene i Badehotellet
Amalie Dollerup har spillet Amanda i ”Badehotellet” siden sæson 1, og søndag aften tonede hun frem på skærmen for sidste gang.
Amanda var flyttet til Tyskland for at skabe et liv med Uwe Kiessling og deres datter, og deres sidste scene sammen foregik hjemme hos Uwes far, hvor han tilbød, at den lille familie kunne bo hos ham – væk fra det krigshærgede Hamborg.
I afsnit 9 blev der pludselig spolet et år frem til sommeren 1947, og hvis man sad og håbede på, at man ville få et glimt af Amanda og Uwe og deres nu to børn, så blev man skuffet.
Den tidligere hotelbestyrer Amanda blev snydt for en sidste scene, og Amalie Dollerup indrømmer, at hun også selv har tænkt over det.
- Desværre, for jeg ville da også gerne have været med, og jeg ville også gerne have set Amanda og Uwe igen i 1947, siger Amalie Dollerup til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Men jeg forstår jo godt, at hun skulle til Tyskland, og man har fulgt historien om, hvordan det var dernede, og at alt ikke var en dans på roser.
Skuespilleren kender ikke den præcise årsag til, at Amanda og Uwe ikke fik en scene i 1947 lige som mange af de andre karakterer.
- Jeg ved ikke noget om det, men jeg tror, at der har været mange historier, og så har man afviklet Amanda og Uwe ved at fortælle, at de har fået en søn, siger Amalie Dollerup, som er glad for slutningen mellem Amanda og Uwe:
- De skulle have hinanden, og det var det vigtigste. At det blev i Tyskland, handlede jo om omstændighederne. Til læseprøven på det sidste afsnit sagde forfatterne, at det var Amandas skæbne, at hun skulle derned. Der var der, hendes liv skulle begynde. Og jeg tror helt bestemt, at Uwe og Amanda har et lykkeligt ægteskab.