Bjarne om sønnen Heino Hansen: Han er en god far
Heino og Bjarne er lige nu aktuelle i ”Hvad Heinos fatter gør” på TV 2, og der har været smæk på karrieren for Heino Hansen den seneste tid.
Sidste år var han med i ”Stormester” og vært på "Klipfiskerne", og så har han også lavet et helt nyt comedy-show.
Held i uheld
Og ikke nok med det, så blev han også far for anden gang tidligere på året.
- Han er en rigtig god far. Han er blevet mere rolig og tager sig meget af sine børn, fortæller Bjarne Hansen om sin søn.
Komikeren og hustruen Cecilia har sønnerne Ferdinand og Bernhard, som begge er under to år, så der er rigeligt at se til derhjemme.
Men faktisk skulle Heino Hansen lige nu have været landet rundt med sit nye show, hvis det ikke var for corona. Turneen var planlagt længe i forvejen – det var søn nummer to ikke.
– Der var premiere på showet tre dage før termin, og jeg skulle også have været på scenen, den dag hun fødte. Jeg skal ikke sidde og sige, at det var heldigt, der kom corona, men jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle have løst det uden. Det er hårdt derhjemme, også selv om jeg er der, ler Heino, der altså nu har fået en smule mere plads i kalenderen til at være hjemme ved familien.