Benedikte Hansen: Sjovt at spille arrogant overklassedame i Badehotellet
Benedikte Hansen kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på både herskab og tjenestefolk, når hun brillerer i rollen som enkegrevinde Anne-Grethe i ”Badehotellet” på TV 2. Men den 57-årige kongelige skuespiller har en fest med at spille grev Ditmars kølige og hvasse mor.
- Det er sindssygt sjovt for mig at spille enkegrevinde Anne-Grethe. Jeg har aldrig før spillet en så stærk overklassedame, og det er vidunderligt. Set udefra bliver det næppe mere arrogant og koldt, men selv føler Anne-Grethe, at der skal være orden i tingene, og at normer og regler skal overholdes, siger Benedikte Hansen til BILLED-BLADET.
- Min karakter er virkelig trådt i karakter, og det bliver kun vildere med dramaet. Jeg synes, det er fantastisk, at forfatterne kan balancere mellem komedie og drama. Jeg er meget begejstret, siger hun.
Et magisk sted for Benedikte
Benediktes iskolde attitude hører dog kun til rollen. Når kameraet slukkes, ruller latteren i Risby Studierne i Albertslund.
- Vi har det så skægt sammen på holdet og en stor samhørighed. Og det sted, vi optager, er magisk, fortæller Benedikte Hansen.