Badehotellets Amanda: Overrasker med ny og anderledes rolle
Fans af ”Badehotellet” må vente helt indtil 2024, før Amanda vender tilbage på skærmen i den allersidste sæson.
Hvis man ikke kan vente så længe, så er der nu mulighed for at se Amalie Dollerup i en helt anden rolle. Hun spiller nemlig sygeplejersken Majken i den nye kanal 5-serie ”Dopamin”.
Her havner hendes karakter i et trekantsdrama mellem kæresten Jacob og den nye medarbejder på hospitalet, den norske Ida. Det er altså noget af en kontrast til ”Badehotellet”s Amanda.
- Jeg tror, det er rigtig godt for folk at se mig i en helt anden rolle, ikke mindst mig selv, siger Amalie Dollerup med et smil til BILLED-BLADET og fortsætter:
- ”Badehotellet” er jo noget, der kører rigtig godt og er en opskrift, der virker. Men så er det også dejligt efter så mange år at blive bekræftet i, at jeg kan spille noget andet og kan spille en nutidig karakter, så jeg ikke hele tiden bliver set i historiske roller.
En stor glæde
Det har været en god oplevelse for 35-årige Amalie Dollerup at optage tv-serien ”Domamin”.
- Jeg føler, at jeg har kunnet sætte et meget stort præg på min karakter og min historie, fordi vi har arbejdet så intenst og har fået lov til at improvisere. Alt det, jeg ikke får lov til på ”Badehotellet”, fik jeg lov til her, siger skuespilleren og tilføjer:
- Det gav mig en kæmpestor glæde og en stor frihed foran skærmen, som jeg ikke har haft meget længe. Det har virkelig givet mig blod på tanden til at lave mere tv. Så jeg håber, at fans af ”Badehotellet” og Amanda vil tage godt imod serien og mig som Majken.
”Dopamin” har premiere torsdag den 31. marts på Kanal 5 og discovery+. I serien medvirker også Ena Spottag.