Badehotellet sæson 8: 5 ting vi (næsten) havde glemt
Vi kan næsten ikke vente, til den nye sæson af Badehotellet får premiere, og vi endnu en gang skal i sommerstemning på det lille, charmerende badehotel ved Vesterhavet.
For at varme op til den nye sæson kigger vi tilbage på nogle af de sjove, mindeværdige og dejlige øjeblikke fra ”Badehotellet” gennem tiderne.
Her kigger vi tilbage på nogle øjeblikke fra 8. sæson, som foregår i sommeren 1941.
Advarsel! Hvis du ikke vil have afsløret, hvad der sker i 8. sæson af ”Badehotellet”, så skal du stoppe med at læse nu!
* Badehotellets gæster prøver at ignorere, at Danmark er besat af tyskerne, og holde ferie, som de plejer, men det bliver sværere og sværere. Tyskerne har overtaget Hotel Udsigten, der ligger tæt på hotellet, og de unge tyske soldater derfra begynder at komme til varm chokolade på hotellet en gang om ugen. I sæsonens sidste afsnit ser vi også en sømine drive i land på hotellets strand, og det bliver meget svært at ignorere krigens rædsler, når den ligger i vandkanten.
* Der flytter en ny gæst ind på hotellet: den unge Claus Villumsen, som er docent i arkæologi. Han lader dog ikke til at vide meget om udgravninger og fortidsminder, og især Bertha Frigh bliver mistænksom. Den charmerende Villumsen viser sig at være en spion, der skal undersøge, hvad tyskerne laver på Hotel Udsigten. Den handlekraftige Bertha tilbyder også at hjælpe – og samtidig får de to et godt øje til hinanden.
* Fru Frigh bliver endnu en gang involveret i svindleren Emil Høyers kriminelle løbebane, da han overtaler hende til at hente en taske, som efter sigende indeholder de penge, som han narrede fra hende sommeren før. Tasken er dog fyldt med rationeringsmærker, og snart er fru Frigh mere viklet ind i det kriminelle miljø, end hun ønsker at være. Hun ender med at hjælpe Emil Høyer med at slippe for de mænd, der forfølger ham – fordi hun på trods af alt stadig har varme følelser for ham.
* Hr. Madsen fatter sympati for den unge tyske soldat Stefan Berger og hjælper ham med at sende breve til sin halvjødiske kæreste. Da soldatens brevudveksling bliver opdaget, deserterer han – og da han bliver fanget igen, skal han stilles for en krigsret. Hr. Madsen indgår en aftale med den tyske oberst Fuchs, der lover at skåne Bergers liv, hvis hr. Madsen igen vil arbejde for tyskerne – men obersten snyder hr. Madsen, og da hr. Madsen opdager det, river han oberstens kontrakt i stykker.
* Amanda er kommet på god fod med løjtnant Kiessling, som erklærede hende sin kærlighed sommeren før – og man fornemmer, at hun gengælder hans interesse. Den tyske løjtnant hjælper gentagende gange Amanda, når der er brug for at kommunikere godt med tyskerne. Han hjælper også med at få benådet Stefan Berger – det sker dog på den betingelse, at Kiessling selv skal sendes til fronten. Det rører Amanda dybt, og sæsonen ender med, at hun kærligt tager løjtnantens hånd.
Følg med i den nye sæson af ”Badehotellet” fra mandag 7. februar kl. 20 på TV 2 – og se eller gense de tidligere sæsoner af ”Badehotellet” på TV 2 PLAY.