2. feb. 2022
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Badehotellet sæson 4: 5 ting vi (næsten) havde glemt

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/badehotellet4.jpg
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vi varmer op til den nye sæson af ”Badehotellet”, og her kigger vi tilbage på nogle øjeblikke fra de forrige sæsoner.

Snart begynder 9. sæson af ”Badehotellet”, og det betyder, at vi kan tjekke ind på Andersens Badehotel hver mandag aften kl. 20.

For at varme op til den nye sæson kigger vi tilbage på nogle af de sjove, mindeværdige og dejlige øjeblikke fra ”Badehotellet” gennem tiderne.

Her kigger vi tilbage på nogle øjeblikke fra 4. sæson, hvor alle stamgæsterne endnu engang er klar til at holde ferie på det lille, charmerende hotel.

Advarsel! Hvis du ikke vil have afsløret, hvad der sker i 4. sæson af ”Badehotellet”, så skal du stoppe med at læse nu!

* Der er sket store ændringer på Andersens Badehotel, hvor Fie har overtaget driften af hotellet, mens fru Andersen er flyttet ind på nabogården til Fies far, Peter Andreas. Fru Fjeldsø bryder sig bestemt ikke om forandringerne og belærer Fie om, at dengang fru Andersen drev hotellet, var tingene meget bedre. Ja, hun synes faktisk, at badehotellet har udviklet sig til et galehus under Fies ledelse!

* Weyses ærkefjende, Sophus Poulsen, flytter ind på hotellet. Han har giftet sig med Weyses første kone, han har overtaget Weyses rolle på teateret – og sørme om han nu ikke også overtager Weyses plads ved klaveret på hotellet. Weyse er rasende! Afslutningen på Sophus Poulsens besøg bliver dog, at han får en voldsom allergisk reaktion på en nøddesmåkage, og derefter rejser han og hustruen tilbage til København.

* Hotellet får også en ny stuepige, da Fies søster, Ane, flytter ind. Hun er slet ikke som sin fornuftige og ordentlige søster – hun gør ikke, som der bliver sagt, hun sniger sig ud ad vinduet om natten for at gå til bal, og hun ”sætter griller i hovedet på mandfolk”. Ane bliver betaget af trompetisten Jesper Duelund, som ellers gennem længere tid har haft et godt øje til Fie, og en aften, hvor Ane sniger sig ud for at mødes med Jesper, ender det med, at hun bliver gravid.

* Hjalmer regner ud, at Helene har en affære med Weyse, da hun siger hans navn i søvne – og hun må derefter gå til bekendelse og fortælle, at Weyse er far til Severin. Efter lidt betænkningstid griber Hjalmar situationen praktisk an og informerer Weyse om, at han har opstillet en række regler for deres videre relation – bl.a. at de alle tre fra nu af skal være dus, og at Helene fremover kan besøge Weyse én gang om ugen (– bare ikke torsdag, som er Hjalmars skakaften!)

* Grev Ditmar accepterer mere og mere over for sig selv, at han er homoseksuel og sniger sig ud af hotellet om natten for at mødes med Philip. Ditmar fortæller Philip, at han vil informere sin mor om, at han fremover vil følge sine egne drømme frem for at opfylde sine pligter som greve på Frisenholm. Men hans mor sætter en stopper for det og opsøger Philip for at fortælle ham, at Ditmar i stedet er blevet forlovet med sin kusine Mitzi.

Følg med i den nye sæson af ”Badehotellet” fra mandag 7. februar kl. 20 på TV 2 – og se eller gense de tidligere sæsoner af ”Badehotellet” på TV 2 PLAY.

Læs mere om: