Asta Björk: Vildt overrasket over min nye partner
I de seneste fem sæsoner har Asta Björk strålet på dansegulvet i ”Vild med dans”.
Hun fik en stormende debut, da hun som stort set ukendt i 2018 debuterede med en sejr sammen med skuespilleren Simon Stenspil.
I 2021 gentog hun succesen og nappede 1. pladsen sammen med sangeren Jimilian Ismaili.
Og sidste år fik hun en flot 2. plads sammen med para-atleten Daniel Wagner Jørgensen.
Ny partner overrasket
Hvor langt dygtige Asta Björk når i sæson 2023 sammen med sin nye dansepartner, Sebastian Bull, kan kun tiden vise.
Men den 27-årige skuespiller har allerede overrasket hende.
I de roller, Sebastian Bull har spillet – blandt andre Thomas Vinterbergs ”Submarino” og ”Jagten”, er han en barsk og hård type.
Den sødeste
- Uden at være fordomsfuld, så ser han også barsk ud med alle sine tatoveringer. Men Sebastian er bare den sødeste, sjoveste og skønneste, fortæller en glad Asta Björk til BILLED-BLADET.
- Vi har det virkelig godt sammen, og han er absolut en dygtig elev. Han vil det virkelig gerne og er meget seriøs med sin træning, forsikrer Asta Björk.
Giver ikke op
- Sebastian har aldrig danset, men han gør sig umage, og han knokler for at lære det.
- Selv når det er svært, giver han ikke op. Det er superdejligt. Jeg er virkelig positivt overrasket.
- Vi starter med en cha-cha-cha, afslører Asta Björk, der glæder sig meget, til hun 22. september skal vise, hvor dygtig hendes ”barske” elev er blevet.