Anne Linnet rørt til tårer
I tredje program af "Toppen af poppen" får den garvede musiker våde øjne, da hun hører Rasmus Nøhrs version af hendes store hit, "Smuk og dejlig".
58-årige Anne Linnet havde én betingelse for at sige ja til at medvirke i "Toppen af Poppen", der skulle optages på Antigua i Caribien. Annes 22-årige kone, Tessa, og deres knap etårige datter, Isolde, skulle med. Og sådan blev det. 13. juni drog hele holdet inklusiv lille Isolde af sted fra Københavns Lufthavn.
- Isolde klarede det hele rigtig fint - også sin første flyvetur, fortæller Anne Linnet til BILLED-BLADET.
23. juni kom de hjem igen, og til pressemødet forleden var Anne stadig let solbrændt.
- Det har været en fantastisk intens oplevelse at være så tæt sammen om musikken, og det var også fantastisk at høre de andre fortolke mine sange.
Det var meget bevægende
Rasmus Nøhr valgte at lave sin helt egen udgave af "Smuk og dejlig".
- Det var meget bevægende. Det berørte ham, og så berører det jo også mig, forklarer Anne Linnet, der i sin tid skrev nummeret på et kvarter. Til en kvinde hun dengang var forelsket i.
For Rasmus Nøhr handler sangen om forbudt kærlighed.
- Den har fået mig til at forstå, hvordan min bedste ven kunne finde på at date min kæreste bag min ryg. Jeg syntes, det var så tarveligt, men det har været en kærlighed, de ikke kunne holde sig fra.
Anne Linnet den største
Rasmus Nøhr har stor respekt for Anne Linnet og var meget nervøs over at synge hendes sang.
- Hun er den største kunster, der er med i Caribien. Hun er høvdingen og rockstjernen, lyder det fra Rasmus.
De øvrige kunstnere er enige,
- Jeg fik sådan en højtidelig stemning i maven, da jeg skulle synge en af Annes sange. Hun er dronningen, understreger Søs Fenger.
Anne glæder sig til at se de færdige programmer. Turen til Caribien vil altid stå som et skønt minde, og der blev også knyttet nogle tætte venskaber.