Andrea Elisabeth Rudolph overrasker efter kræftsygdom
Tilbage i februar 2021 fik Andrea Elisabeth Rudolph en chokerende besked af lægerne. Hun havde brystkræft.
Efter flere måneder med kemobehandlinger blev den 45-årige iværksætter og tidligere tv-vært heldigvis erklæret rask i september, og nu overrasker hun med et nyt job.
Kort efter sin kræftsygdom har Andrea Elisabeth Rudolph nemlig sagt ja til at stå i spidsen for det store ”Knæk Cancer Live”-show på TV 2 lørdag den 30. oktober sammen med Natasja Crone og Louise Wolff.
- For mig er det vigtigt at være en del af Knæk Cancer, fordi jeg føler, jeg kan være med til at gøre en forskel, siger Andrea Elisabeth Rudolph til TV 2 og fortsætter:
- Det er simpelthen så vigtigt, at der fortsat bliver skabt opmærksomhed om sygdommen, så flere kan opdage i tide, at de har fået kræft – hvilket potentielt kan være med til at redde liv.
Vigtigt at samle penge ind
Selv om Andrea Elisabeth Rudolph har haft kræft tæt inde på livet, så har hun alligevel valgt at vende tilbage på skærmen i den gode sags tjeneste.
- Der er stadig behov for at indsamle penge, som kan gøre en forskel. Nu hvor jeg selv har stået midt i et sygdomsforløb, har jeg mærket på egen krop, at det betyder alverden, at der bliver gjort en kæmpe indsats for at blive endnu klogere på kræft, så man kan skabe bedre behandling og støtte. Den slags er desværre ikke gratis, så det er vigtigt, at vi får samlet en masse penge ind, siger den tidligere tv-vært til TV 2.
Andrea Elisabeth Rudolph mistede sit lange hår på grund af kemobehandlingerne, men som det kan ses på billedet, så er håret nu ved at vokse ud igen.