Anders og Emilie fandt lykken: Siden har Kærlighed hvor kragerne vender-parret taget store skridt
I denne artikel bliver afslutningen på ”Kærlighed hvor kragerne vender” spoilet. Læs ikke videre hvis du ikke har set afsnit 10 af TV 2-programmet.
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” har Anders endelig taget sit sidste valg, og det faldt på Emilie.
Det var et valg, han slet ikke var i tvivl om.
- Det var jeg faktisk ikke. Overhovedet, begynder han.
- Der er meget, der er klippet ud med mig og Emilie, fordi der ret tidligt i programmet ikke var nogen tvivl om, at vi rigtig godt kunne lide hinanden, fortæller 32-årige Anders, da BILLED-BLADET møder ham hjemme i lejligheden.
Selv om parret måske er blevet en smule gemt i tidligere afsnit, foldes deres kemi for alvor ud i finaleafsnittet, hvor de tager på romantisk date.
Faktisk var det allerede, da der var ophold i optagelserne på et par uger, før de sidste optagelser til afsnit 10 blev lavet, at Anders og Emilie fik tid til at få udfoldet de spirende følelser, de havde fået for hinanden.
- Da vi er færdige med at optage, spørger du, om jeg ikke vil med herhjem, og så er vi sammen hele weekenden og snakker rigtigt. Vi begyndte jo at snakke sammen på romantisk date, men vi fik jo snakket om alt, da vi var sammen i den weekend. Vi var begge to ret enige om, at det var den weekend, der gjorde, om vi kunne lide hinanden og havde fælles værdier uden for programmet. Efter følgende har vi været sammen tre-fire gange om ugen, fortæller 28-årige Emilie til BILLED-BLADET.
- Argh, kan det gøre det? Enten lå vi i hver vores seng. Du i Odense og mig her. Og så snakkede vi i telefon i tre-fire timer om aftenen, hvis vi ikke var sammen, indskyder Anders med et smil.
Programmet sluttes af med, at Anders spørger Emilie, om de skal være kærester, og det vil hun rigtig gerne. Det er de også den dag i dag.
Siden er der gået et halvt år, og kærligheden mellem dem er fortsat i fuldt flor.
Emilie har nærmest boet i Anders’ lejlighed i hele 2024, selv om hun først officielt flyttede ind i marts.
- Du sagde også meget tidligt, at jeg bare skulle sige min lejlighed op. Du kan lige så godt komme herned, for vi er alligevel hele tiden sammen, fortæller hun.
- Vi har været sammen stort set hele tiden, fra vi kom hjem. Jeg tror ikke, jeg har været i min lejlighed i Odense siden december. Der var vi begge to et par dage, fordi vi skulle hjem til min familie i juledagene. Jeg har ikke sovet i den lejlighed i 2024, tilføjer hun.
Anders og Emilie har efterhånden også vist deres kærlighed frem for familie og de nærmeste venner, mens de har holdt det skjult for resten af offentligheden.
Heldigvis har deres nærmeste taget godt imod dem som par.
- Vi har været meget sammen med hinandens familie. Jeg var hjemme hos din familie juleaften. Vi er meget familiemennesker begge to, så vi har været meget sammen med både din og min familie. Din familie bor jo hernede, så dem ser vi til dagligt, hvor vi er sammen med min familie længere tid ad gangen. Vi har været i sommerhus og sådan nogle ting, fortæller hun, før Anders følger op:
- Emilie var med til min mormor og morfars diamantbryllup. Dem i familien har jo fået lov at se, hvordan det endte. Vi var også til min storebrors barns barnedåb, og af en eller anden årsag var det en stor barnedåb, hvor de havde inviteret helt vildt mange. De spurgte, om de skulle sige til gæsterne, at de ikke måtte sige noget. Vi var sådan: ”Nej, det er lige meget”.
Parret har glædet sig til, at de måtte løfte sløret for deres forhold til alle, så der ingen tvivl er om, at det er dem, der er endt sammen. Nu ser de frem til at kunne bruge fremtiden sammen.
Når de ser tilbage, er det stadig et under for dem, at de nåede at blive forelsket på så kort tid, som optagelserne varede.
- Før jeg meldte mig til, tænkte jeg, at det ville være en fin oplevelse. Jeg gik ind med et håb om, at jeg ville finde en i programmet, men jeg havde overhovedet ikke regnet med det, fortæller han.
-Jeg håbede da på, at det kunne blive til noget efter programmet, men jeg tror ingen af os havde regnet med, at vi ville nå at blive forelsket på en uge. Det er mere det, der er så sindssygt. Det troede jeg ikke på, indtil det så skete. Det tror jeg ingen af os troede kunne lade sig gøre, fortæller hun.
- For mig er det vildt at tænke tilbage på, at jeg i 6-7 år har været single og kigget lidt efter damer. Så er jeg med i et program, og der tager det nærmest tre sekunder, og så ved jeg: ”Det er hende”. Det er vildt, tilføjer Anders smilende.
BILLED-BLADET har besøgt parret i deres nu fælles hjem, og de løfter sløret for deres fremtidsplaner.
Læs hele interviewet i denne uges BILLED-BLADET, der er på gaden tirsdag den 7. maj.