Afvisning fik ham til at gå til bekendelse: Peter Ingemann tilstår 30 år gammel hemmelighed
Det er ikke altid, at tingene går lige efter planerne.
I det fjerde afsnit af ”Størst” rejser Peter Ingemann blandt andet til Normandiet, hvor han skal deltage i markeringen af 80-året for D-dag.
Den 6. juni 2024 blev 80-årsdagen for landgangen i Normandiet markeret, og her var der flere kongelige og statsoverhoveder blandt gæsterne.
Kong Frederik og Mette Frederiksen var blandt repræsentanterne fra Danmark, og i anledning af optagelserne til ”Størst” havde Peter Ingemann fået pressetilladelse til at overvære ceremonien.
Det gik dog ikke helt efter planen.
I programmet ser man, at selv om tv-værten har sine papirer i orden, så bliver han alligevel afvist af sikkerhedsvagterne. Og det får ham til at komme med en tilståelse til kameraerne.
For 30 år siden var Peter Ingemann nemlig helt tæt på til 50-årsdagen. Dog på falske papirer.
Det var kun inviterede veteraner og politikere, som måtte deltage i markeringen i 1994, men det stoppede ikke Peter Ingemann og hans far.
- Min far fik lavet et dokument, hvor der stod med guldskrift på fransk, at ved forevisning af dette dokument, så skulle man give os adgang til alle stederne på selve D-dagen.
Peter Ingemann og faren Preben lejede derefter en autocamper i Tyskland og kørte sydpå. Da de blev mødt af sikkerhedsvagterne, overrakte de dem de falske dokumenter, som blev accepteret, og det betød, at de kunne opleve ceremonien helt tæt på.
30 år senere - med officielle dokumenter - kom tv-værten altså ikke ind til markeringen af den historiske dag, men efterfølgende forsøger han at komme tæt på igen for at få en hilsen fra kong Frederik.
Peter Ingemann spørger regenten om, hvordan dagen har været, og til det får han et klart og kort svar.
- God! lyder det fra kongen i ”Størst”.