Afsløret på direkte tv: Mikkel Kryger vil hjælpe tv-stjerne med at finde kærligheden
Mikkel Kryger og Michèle Bellaiche havde tjansen i weekendens udgave af ”Go’morgen Danmark”.
Lørdag fik de besøg af en tv-stjerne, der havde debut i køkkenet.
Det var nemlig konditor Jonas Dahl Grue, som var kok i programmet for første gang.
Han har tidligere været med i ”Den store bagedyst” og senest har han været på jagt efter kærligheden i ”Bachelorette”.
Jonas Dahl Grue fandt dog ikke lykken med Julie Kriegler, som han datede til det sidste.
Da morgenprogrammet bevægede sig mod slutningen, løftede Mikkel Kryger sløret for sin mission.
For da han og kollega Michèle Bellaiche roste Jonas Dahl Grue for de dejlige nøddetærter, som han havde kreeret i programmet, afslørede de, hvordan det går med tv-kokkens kærlighedsliv.
Samtidig erkendte tv-værten nemlig, at han har sat sig for at hjælpe med tv-kokken.
- Så husker jeg jo lige at sige, at du kan stadig nå at vinde Jonas’ hjerte derude. Jonas er jo single. Det lovede jeg jo at sige. Selv om du har været med i ”Bachelorette”. Hver gang du er her, og jeg er her, og vi er i programmet sammen, kommer jeg til at slå et slag for din datingprofil, forklarede Mikkel Kryger i ”Go’morgen Danmark”.
- Tusind tak. Det er meget belejligt, svarede Jonas Dahl Grue med et smil.
Det kan være, at deltagelsen i ”Go’morgen Danmark” ender ud i, at Jonas Dahl Grue får en kæreste.