Abdi og Malene i chok efter Vild med dans: Sådan har vi det nu
Det kom som et kæmpe chok for maratonløberen Abdi Ulad og dansepartneren Malene Østergaard, da de gik direkte videre i ”Vild med dans” fredag den 24. september.
Parret endte på en sidsteplads med en samlet dommerkarakter på 11, men alligevel udgik de omdans og blev reddet af seernes stemmer.
- Der var tårer ude på gangen fra os begge to. Det går direkte ind i hjertet, for vi har været sikre på, at vi skulle i omdans og, at vi ville ryge ud. Og så får vi at vide, at nogen har stemt på os. Man bliver bare så rørt, sagde Malene Østergaard til BILLED-BLADET efter showet.
Blev meget berørt
Også dansepartneren Abdi Ulad var så påvirket efter showet, at han havde svært ved at finde ord.
- Jeg er målløs! Det er svært at beskrive med ord. Jeg troede ikke, at jeg ville blive berørt af noget i det her program, for jeg synes bare, det er festligt at være med, sagde OL-atleten og fortsatte:
- Tak er bare et fattigt ord, det er helt vildt. Mange har sagt, at jeg ikke skal miste håbet, men jeg kommer jo fra en sport, hvor de bedste vinder.