9. apr. 2025
Af Luise Marie Bekker

Spillet-medvirkende fortæller: Derfor var finalen fesen

Spillet.
Spillet.
Foto: Sille Serup/TV 2
Blev finalen lavet om i sidste øjeblik, fordi de medvirkende ikke kunne være i stue sammen?

Undrede du dig også over spisebordet i finaleafsnittet af ”Spillet”?

Der stod tapas nok til 13 mennesker, men det var kun finalisterne, Mohamed og Jacob, der til sidst sad ved bordet og ventede på at finde ud af, hvem af dem, der havde vundet ”Spillet”.

Jacob lavede endda jokes med, hvor fjollet det var, at de sad der for hver deres bordende ved det kæmpe bord.

Spillet.
Spillet.
Foto: Sille Serup/TV 2

Spørgsmålet er, om det mon var den oprindelige tanke, at alle de medvirkende, der vendte tilbage for at stemme til sidst, skulle have haft del i den tapas – og i den festivitas, der plejer at finde sted ved afslutningen af et realityshow.

- Måske er vi blevet snydt for en god fest – sådan noget kan jeg godt blive hidsig over, siger den festglade DJ Jacob Krull med et smil på læben til BILLED-BLADET.

Var blevet bedt om at dukke op i festtøj

Kigger man imod den norske udgave af programmet, der til forveksling ligner den danske, ender det i hvert fald med, at de alle mødes til slut og sidst.

Det kunne få de danske seere til at forledes til at tro, at det også skulle ske i den danske udgave, da de ser alle de tidligere medvirkende komme tilbage.

- Vi var blevet fedt om at have festtøj på, og det havde vi så. Det havde vi jo ikke, fordi vi skulle ind i en boks, hvor ingen kunne se os, for at stemme… siger Jim Lyngvild.

Jim Lyngvild i sit stiveste puds.
Jim Lyngvild i sit stiveste puds.
Foto: Sille Serup/TV 2

Han havde fulgtes til Fredericia med Sofie Stougaard og Vicki Berlin i den tro om, at de selvfølgelig skulle mødes med de andre til en slags afslutningsfest.

- Men i stedet sad vi og spiste sådan noget produktionsmad. Da vi spurgte, hvor de andre var henne, fik vi bare at vide, at de var et andet sted.

På Facebook har Jim skrevet, at det var en mystisk finale, og at han er ganske forvirret - og at der nok kun er en af dem, der kan svare på, hvorfor de medvirkende ikke mødtes til sidst...

Og han er ikke alene med sin undren.

Vicki Berlin har kommenteret hans opslag med, at hun også er forvirret, fordi det var langt at tage og meget lidt at skulle "dulle sig op for", bare fordi de skulle ind i en boks og stemme.

Kunne ikke være i stue sammen

Jim tror, at produktionen havde planlagt, at alle skulle mødes, men at folkene bag programmet var nødt til at sadle om på dagen, fordi nogle af de medvirkende ikke kunne holde ud at være i rum sammen.

- Det var nok ikke alle, der knuselskede hinanden, men ligefrem ikke at ville sidde i stue sammen er jo for dumt! siger han.

Vanvittigt ærgerligt!

Han ville have ønsket, at finalen var løbet af stablen på anden manér.

- Det var vanvittigt ærgerligt ikke at kunne fejre Mo. Han skulle have haft et kæmpe kram, og det var ærgerligt, det ikke var muligt. Vi mødte slet ikke Mohamed og Jax. Vi blev bare sendt hjem. Og de andre var også bare kørt hjem, siger Jim.

Inde i huset undrede Jacob og Mohamed sig også over den manglende afslutning på ”Spillet”:

- Vi sad og tænkte: ”Det bliver da et kedeligt finaleafsnit, for der kommer ikke andre, og vi kommer ikke til at tale om dramaet og alt det, der sker, og der er ingen fejring”… siger Jacob, og tilføjer, at han kort efter afsløringen af vinderen greb sin kuffert og tog hjem.

Mere om: