21. nov. 2022
Af Josephine Sjelhøj

Populært tv-program slutter efter 10 år: Her er forklaringen ifølge hovedpersonen

"Dybvaaaaad"
"Dybvaaaaad"
Foto: TV 2 DANMARK
Nu sætter Tobias Dybvad selv ord på det populære programs afslutning.

I sidste uge meldte TV 2 overraskende ud, at det populære underholdningsprogram "Dybvaaaaad" stopper efter 10 år.

Programmet, der har komikeren Tobias Dybvad som vært, har i alt 13 sæsoner.

Nu sætter tv-værten selv ord på beslutningen. Det gør han i det allersidste afsnit, der allerede nu kan ses på TV 2 Play.

Tobias Dybvad fortæller, at han selv godt vidste, at han ikke kunne fortsætte for evigt, og at man helst skal stoppe på det ”perfekte tidspunkt”.

Dog kom TV 2 ham i forkøbet. Komikeren fortæller, at han fik nyheden ugen før optagelserne til det sidste afsnit, der blev filmet i Århus.

- De kalder sig ungdomskanal, og for fem år siden viste en undersøgelse, at deres gennemsnitlige seer er en 43-årig gammel mand. To år ældre end mig. Og siden har de været i panik, fortæller han publikum.

Han fortæller samtidig, at han er ”sindssygt taknemmelig” og kalder "Dybvaaaaad" for de sjoveste ti år i sit liv.

Tager det ikke personligt

Tobias Dybvad understreger, at han ikke tager TV 2s beslutning personligt. Komikeren fortæller i det sidste afsnit, at han godt kan forstå valget.

- Der er ikke nogen for mig, der er et forkert publikum. Men jeg forstår godt, at Zulu er i krise, og jeg tager det overhovedet ikke personligt. Jeg synes, der er noget poetisk smukt over, at jeg i ti år har drillet Zulu med, at de alle sammen var over 40, og nu står jeg her som 41-årig – endelig lytter de efter, siger han i programmet.

Det sidste afsnit nogensinde af "Dybvaaaaad" sendes i aften på TV 2 Zulu klokken 21:50.

Læs mere om: