
Jim Lyngvild er rykket ind på Sostrup Slot, men ejer han det? Nu svarer han

Midt i december afslørede Jim Lyngvild, at han sammen med LEGO-ejer Thomas Kirk Kristiansen havde erhvervet sig Sostrup Slot og Kloster nord for Grenå på Djursland.
Siden er han og gemalen, Morten Paulsen, samt parrets to hunde rykket ind på slottet og har påbegyndt et kæmpemæssigt arbejde for at gøre det klart til ”Drakonheart”, et akademi for børn med unikke evner.
Rent teknisk er det ikke Jim, der ejer slottet – endnu.
– På papiret er det Thomas nu, fordi det er ham, der har sat sit stempel på det, og det er det fordi, at vi skulle sikre det ret hurtigt, for der var også andre, der havde kigget på det. Så for at sige: ”Godt, så er det sikret”, så har Thomas sat sin underskrift på. Hvad der sker senere, og hvordan det bliver udkrystalliseret, det aner vi ikke, siger Jim til BILLED-BLADET.

Et halvt år til at finde ud af det
Der ligger et kæmpe arbejde foran Jim Lyngvild, der pendler fra sin vikingeborg på Fyn til Sostrup Slot.
– Nu er Morten og jeg flyttet ind, og så har vi lige et halvt år til at finde ud af det med håndværkere, og hvordan vi skal løse den her opgave. Og til sommer begynder vi at finde ud af, hvad firmastrukturen er – hvem der ejer hvad, hvad ligger i hvilke selskabsformer og sådan noget, siger han.
For tiden kan man se Jim i TV 2 Echo's realityshow "Spillet".
