2. sep. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Heino Hansen har opnået den ultimative triumf: Kunne ikke holde tårerne tilbage

Heino Hansen
Heino Hansen
Foto: Mikael Rieck
Torsdag aften blev årets komiker kåret ved "Zulu Comedy Galla", og det var Heino Hansen, der løb med prisen.

Heino Hansen var egentlig uddannet bager, da han for 14 år siden debuterede som standupkomiker.

Men det er først inden for de seneste år, at den 37-årige komiker fra Næstved for alvor har slået sit navn fast i den brede befolkning.

Den ultimative triumf

Inden for de seneste år har han medvirket i ”Stormester”, haft succes med TV 2-programmet ”Hvad Heinos fatter gør”, og ikke mindst har han turneret landet rundt med sit første comedy-show.

Det hårde arbejde har båret frugt, og torsdag aften modtog han den ultimative triumf – Heino Hansen er nemlig blevet kåret som årets komiker ved ”Zulu Comedy Galla 2022”.

Showet blev optaget i Operaen torsdag aften, og det var en tydeligt rørt komiker, der modtog prisen.

Allerede under præsentationen af hans nominering i begyndelsen af showet fik han våde øjne, og der er da heller ikke nogen tvivl om, at prisen betyder noget ganske særligt for Heino Hansen.

Han havde tilmed skrevet en tale, men da han skulle op på scenen for at takke for prisen, var det lidt svært at finde ordene.

Heino Hansen: Min hjerne er gået i stykker

- Jeg har spildt helt utrolig mange timer i Microsoft Word, for jeg ryster helt vildt lige nu, sagde han på talerstolen.

- Jeg har lavet 141 shows på 10 måneder, og det har været en meget stor oplevelse at være ude at optræde. Min hjerne er gået lidt i stykker efterfølgende. Jeg har ikke kunnet skrive en joke det sidste kvartal. Det er lidt et chok som komiker at finde ud af, at man kan blive mør på den måde. Jeg er glad for den her. Jeg tror faktisk, det var det sidste skud, jeg havde i bøssen. Der kommer ikke noget sjovt til min hjerne, påstod komikeren, der dog ikke havde problemer med at få publikum til at grine på den store aften.

https://imgix.billedbladet.dk/20220901_mr_comedy_003.jpg
Heino Hansen med sin flotte pris
Foto: Mikael Rieck

Kys fra konen

Nede i salen sad hans hustru, Cecilia Hansen, og hun var tydeligt stolt af sin mand. Da Heino Hansen vendte tilbage til sin plads med den flotte pris, faldt de da også hinanden om halsen og kyssede kærligt for øjnene af hele Operaen.

Man kan se hele årets ”Zulu Comedy Galla” søndag 4. september på TV 2 Zulu.

Læs mere om: