Niels Hausgaard og Kirsten Lehfeldt har slået pjalterne sammen
De er begge kendt for deres sans for komik, og nu får 75-årige Niels Hausgaard og 66-årige Kirsten Lehfeldt lov til at give den gas sammen.
De to spiller et minkavler-par i den skrupskøre komedieserie "Minkavlerne" på TV 2 Zulu, og begge er vildt begejstrede.
- Da jeg fik at vide, at Hausgaard skulle være min tv-mand, sagde jeg straks: "Jeg er på!". Vi har den jyske humor til fælles og kommer tit til at sprutte af grin, siger Kirsten Lehfeldt, og Hausgard bakker op:
- Vi har kendt hinanden i mange, mange år og har lavet mange ting sammen. Kirsten er et klogt menneske. Hun har antennerne ude og er en rigtig god legekammerat. Og så er hun en god grinebider, siger Niels, som bl.a. har lavet "Kongeriget" med Lehfeldt.
Hausgaard beundrer godt skuespil
Hvor Kirsten Lehfeldt er uddannet skuespiller, har Hausgaard ingen planer om at bevæge sig ind i skuespillerverdenen, selv om han er stor fan af tv-serier.
- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er en meget stor beundrer af godt skuespil og nyder det rigtig, rigtig meget - og jeg ser ikke mig selv som en god skuespiller. Jeg har ikke uddannelsen, og jeg kan ikke håndværket.
- Min tilgang til det er, at jeg lytter til, hvad instruktøren siger, og gør det, jeg synes, er sjovt, siger Niels, som læner sig op ad instruktør Nikolaj Steen i "Minkavlerne".
"Minkavlerne" har premiere søndag den 1. september på TV 2 Zulu og vises herefter hver mandag.
Læs meget mere om Niels Hausgaard og Kirsten Lehfeldt i BILLED-BLADET nr. 35, som er på gaden nu.